Abstract
Edmund Husserl (1859-1938) er grundlæggeren af fænomenologien og den “fænomenologiske bevægelse”. Han var uddannet matematiker, men vendte sig til filosofien under indflydelse af Franz Brentano, som grundlagde filosofien i den beskrivende introspektive psykologi. Husserls første store publikation – Die Philosophie der Arithmetik (Aritmetikkens filosofi) fra 1891 – kan betragtes som en anvendelse af Brentanos filosofiske metode på grundlæggende problemer i matematikken. Husserl udgav de Logische Untersuchungen (Logiske undersøgelser) i to bind i 1900 og 1901. Det første bind blev berømt for sin tilbagevisning af psykologismen, dvs. det synspunkt, at formelle videnskaber som logik og aritmetik skal baseres på psykologien som en empirisk videnskab. Det andet bind indeholder bidrag til det, der senere kom til at blive kaldt et fænomenologisk grundlag for de formelle videnskaber og epistemologien. Et sådant fænomenologisk fundament er et fundament i form af intentionelle bevidsthedshandlinger, hvor forskellige former for objekter, herunder ideelle og kategoriale objekter, er tilsigtede og intuitivt givne. Fænomenologien blev adskilt fra den deskriptive empiriske psykologi ved sin eidetiske karakter. Unge filosoffer i Göttingen og München overtog den nye filosofiske metode med eidetisk beskrivelse og dannede den første fænomenologiske bevægelse. De blev imidlertid desillusioneret af Husserls transcendentale drejning i hans næste store publikation, Ideen zu einer reinen Phänomenologie und phänomenologischen Philosophie, Erstes Buch (Ideer til en ren fænomenologi og fænomenologisk filosofi, første bog) fra 1913. Ved at anvende metoden med transcendental epochē og reduktion bliver fænomenologien nu til en analyse af konstitueringen af intentionelle obiekter i den transcendentale bevidsthed.