Jugoslavien og Anden Verdenskrig

Selv om de kommunistiske magter erklærede den føderale karakter af statens organisation, principperne om republikansk statsdannelse og nationale rettigheder, fornægtede de systematisk den kroatiske stats individualitet, hvilket i 1960’erne førte til det kroatiske forår, en kulturel og politisk bevægelse ledet dels af den kroatiske kommunistliga og dels af kulturelle og akademiske aktivister, der samledes omkring Zagrebs universitet og Matica Hrvatska. Denne reformistiske bevægelse krævede anerkendelse og beskyttelse af kroatisk som standardsprog, styrkelse af republikkens position i forhold til føderationen, demokratisering af samfundet gennem selvforvaltning og indførelse af visse former for markedsøkonomi.

Goli Otok. På øerne Goli og Sveti Grgur lå en jugoslavisk arbejdslejr og et fængsel for politiske dissidenter (fra 1949), som blev omdannet til et forbedringshjem for unge kriminelle i 1956. Det blev lukket i 1988. Det er stadig et symbol på det kommunistiske regimes undertrykkelse af politiske dissidenter.

Josip Broz Tito, Gamal Abdel Nasser og Jawaharlal Nehru, grundlæggerne af den alliancefrie bevægelse, på Brijuni-øerne i 1956. Titos bolig på Brijuni var hans yndlingsbolig, hvor han modtog mange gæster. Bortset fra sin politiske linje adskilte Jugoslavien sig fra de andre lande i Østeuropa ved at føre en politik med åbne grænser, hvilket fremmede udviklingen af turismen i Kroatien og gav borgerne en relativ fri bevægelighed og rejsefrihed.

Det kroatiske forår. Politisk demonstration i Zagreb, 1971. De mest fremtrædende ledere af bevægelsen var Savka Dabčević-Kučar (1923-2009) og Miko Tripalo (1926-95). Efter 1971 blev mere end 2.000 personer dømt for at have deltaget i det kroatiske forår, og titusinder blev afskediget fra deres arbejde eller degraderet. Matica Hrvatska’s arbejde blev forbudt, og mange aviser og tidsskrifter blev udslettet. Der fulgte en periode kendt som “den kroatiske stilhed”, som varede indtil 1989.

Men selv om den jugoslaviske præsident, Josip Broz Tito, knuste bevægelsen i 1971 og politisk og juridisk marginaliserede dem, der havde deltaget i den, blev de jugoslaviske republikker i forfatningen fra 1974 anerkendt som bærere af de enkelte nationers suverænitet og fik større rettigheder. Denne politik fra Titos side var et udtryk for behovet for at opretholde ligevægt mellem de føderalistiske (Kroatien og Slovenien) og centralistiske (Beograd) magter.

Efter Titos død udtrykte nogle personer i republikkernes ledelse, især i Serbien og Montenegro, utilfredshed med disse ændringer og gik åbent ind for en reorganisering af Jugoslavien, først på grundlag af en unitarisk, centralistisk jugoslavisk stat og siden i slutningen af 1980’erne på grundlag af dannelsen af et Storserbien. Dette fremkaldte modstand i Kroatien og Slovenien, som ønskede en statsomdannelse efter konføderale retningslinjer. Konflikten mellem disse to koncepter spidsede til i første halvdel af 1990 med åben aggression fra Serbien, Montenegro og den føderale hær (JNA) mod Slovenien (1991), Kroatien (1991-95) og Bosnien-Hercegovina (1992-95).

Alpe-Adria. Som en af de jugoslaviske republikker var Kroatien i 1978 et af de stiftende medlemmer af arbejdsfællesskabet Alpe-Adria sammen med Slovenien, de italienske regioner Friuli-Venezia Giulia og Veneto samt de østrigske forbundsstater Kärnten, Steiermark og Oberösterreich. I løbet af 1980’erne udvidede denne organisation gradvist sit medlemskab og skabte projekter inden for økonomi, fysisk planlægning, fremme af mindretallenes stilling og miljøbeskyttelse og skabte således en fælles historisk arv og gode naboskabsforbindelser.

Skriv et svar Annuller svar