Leica M7

Jeg havde mulighed for at bruge Leica M7 TTL .72-målerfilmkameraet sammen med Leica 35mm f/2.0 Summicron M Aspherical-objektivet i omkring en måned og fotograferede med dette udstyr under forskellige forhold og optagelser. Før jeg købte M7, havde jeg aldrig fotograferet med Leica-udstyr, men jeg havde hørt så meget om dem fra andre fotografer og kolleger i branchen. Så jeg besluttede mig for at give Leica en chance og se, hvordan det ville passe til mine filmfotografiske behov. Nedenfor er et resumé af mine resultater med kameraet.

Initiale indtryk

Jeg var så spændt, da Leica M7 kom med posten. Jeg lagde et opslag op på Instagram og Facebook med et billede af kameraet, og de fleste af mine venner kommenterede, at de var misundelige. Jeg lagde mærke til, at folk har en meget høj anseelse for Leica. Så jeg var spændt på at se, hvad al hypen gik ud på.

Min første mening lige ud af æsken var, at dette kamera føltes godt i mine hænder. Det føltes solidt, men ikke for tungt (og heller ikke for let). Jeg var vild med størrelsen. Jeg er så træt af at slæbe rundt på mit tunge 5D Mark III eller Contax 645. Leica er efter min mening det perfekte kamera i den perfekte størrelse. Det er meget diskret, hvilket er en god ting, når man forsøger at fange fotojournalistiske øjeblikke ved et bryllup eller til gadefotografering.

Kameraremmen var nem at fastgøre og føles meget sikker. Batterierne var nemme at indsætte og kom med klare instruktioner. Det var en leg at sætte 35 mm-objektivet på Leica-huset.

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville elske dette kamera!

Leica M7 TTL .72 Specifikationer

Leica 35mm f/2.0 Summicron M Aspherical Specifikationer

Batteri

Leica’en kræver to små ikke genopladelige knapbatterier (3V Lithium), som har en ret lang levetid. Den fungerer også ved to lukkerhastigheder, 1/60th og 1/125th, uden batteri. Den funktion kan jeg godt lide!

Ladning af film

Ladning af film viste sig at være mere udfordrende, end jeg havde troet. Jeg har fotograferet film på daglig basis i de sidste 2,5 år. Jeg føler mig ret sikker på at bruge filmkameraer, men dette kamera viste sig at være meget vanskeligere, end jeg havde forventet.

Håndbogen viste, hvordan man indlæser film (det var første gang, jeg brugte denne specifikke type filmkamera), men jeg måtte alligevel google og søge efter en instruktionsvideo for at få instruktioner. Jeg så den flere gange og indlæste min film. Det så ud til at være indlæst korrekt, og jeg begyndte at skyde.

Brug af kameraet

Det, jeg både elsker og hader ved dette kamera, er, hvor manuelle indstillingerne er. Knopperne på kameraet er enkle, og der er ikke for mange af dem. En ting jeg ikke bryder mig om ved moderne digitalkameraer er, hvor mange funktioner der tilbydes. Jeg synes, at kamerafirmaerne har gjort deres kameraer mere komplekse, end de behøver at være. Jeg er mest tilfreds med de enkleste kameraer, fordi jeg mener, at enkelhed er elegant og giver brugeren mulighed for at fokusere mere på billedoptagelse i stedet for at rode med indstillinger. Det var det, jeg elskede ved Leica, da jeg først brugte det.

Men dette kamera er så manuelt med sine indstillinger, at der er en større chance for brugerfejl. Brugeren indlæser filmen manuelt, sætter tælleren på nul, fokuserer kameraet manuelt, drejer kameraet manuelt og spoler derefter filmene manuelt. Normalt kan jeg godt lide den slags ting … men jeg løb ind i mange problemer!

Da jeg først begyndte at fotografere med det, bemærkede jeg, at dette kamera er meget stille (igen, endnu et plus i min bog!), men en del af mig spekulerede på, om jeg havde lagt filmen korrekt ind, og om jeg faktisk tog billeder med hvert klik på lukkeren. Jeg blev dog ved med at fotografere.

Min første filmrulle var Kodak Portra 400 35 mm film. Den har 36 eksponeringer. Jeg nåede op på 36 eksponeringer, og så blev filmen ved med at gå. Den nåede op på over 38, så jeg besluttede mig for at prøve at spole rullen.

Jeg satte kameraet i den tilstand, der gør det muligt at spole filmen, og begyndte at dreje på kurven. Jeg spolerede i et godt stykke tid, men mærkede aldrig rigtig noget tryk og kunne ikke se, om den var færdig eller ej. Jeg ved, at det er meningen, at jeg skal kunne mærke spænding, når filmen er færdig med at blive spolet, så jeg havde en fornemmelse af, at der var noget galt. Jeg spurgte en Leica-ekspert, og han sagde, at ud fra det, jeg fortalte ham, vil jeg sandsynligvis have en tom rulle.

Jeg åbnede bagsiden af mit kamera, og min film var helt optrækket (på trods af, at jeg aldrig mærkede trykket ved optrækningen). Jeg sendte filmen af sted til mit yndlingslaboratorium, Photo Impact Imaging i Hollywood, og ganske rigtigt var den blank.

Efter yderligere søgning på Facebook-filmfora er jeg ikke den eneste, der er endt med en blank rulle – det sker ret ofte for nye Leica-brugere.

Jeg lagde en ny rulle i og var ekstra forsigtig med denne. Jeg indlæste en rulle Kodak Tri-X 400 35 mm film. Jeg skød den ret hurtigt rundt omkring i mit hjem, da jeg var spændt på at se, hvilke slags resultater den ville give.

Jeg sendte den afsted til mit laboratorium, og det virkede! Jeg mistede et par eksponeringer i begyndelsen af rullen, da jeg testede for at sikre mig, at rullen gik fremad ved at holde bagsiden af kameraet i de første par eksponeringer. Jeg endte med 22 billeder fra en filmrulle med 24 eksponeringer.

Den næste rulle var Fuji 400h 35 mm film. Det føltes, som om den var sat forkert i, så jeg trak filmen ud, klippede filmrullen ned og satte den i igen. Herefter kunne jeg se, at den blev ført korrekt ind, da jeg satte den i igen.

Derimod gik tælleren ikke tilbage til nul, som den skulle. Det tager normalt kun et par klik at bringe tælleren tilbage til nul. Denne gang tog det mig 7-8 klik at bringe tælleren tilbage til et. Jeg er ikke sikker på, hvad der foregik der. Men jeg blev færdig med rullen, og den blev eksponeret korrekt.

Derpå lagde jeg min 4. rulle film i, og denne gang ville filmen ikke avancere. Den sad fast, selv når jeg kontrollerede batteriet og mine indstillinger. Så jeg lod den stå et par dage, prøvede igen, og det så ud til at virke.

Når rullen var færdig, begyndte jeg at spole filmen som normalt. Denne gang mærkede jeg masser af tryk, og rullen kunne tilsyneladende ikke afslutte opviklingen korrekt. Så jeg åbnede bagsiden af kameraet og så, at filmen sad fast.

Jeg gav mit laboratorium denne filmrulle, som ikke var helt oprullet og havde en bulet, knækket, bøjet og ødelagt filmstrimmel hængende for enden af den.

Glækkert nok for mig virkede den film, der var inde i kameraet, faktisk! Jeg mistede ca. 6 billeder på grund af fastklemningen.

Mine frustrationer med Leica

På dette tidspunkt var jeg ved at være ret træt af dette kamera, for det har for det meste bare givet mig problemer. Problemer med indlæsning, problemer med optræk og problemer med billedtælleren.

Jeg har fundet dette kamera som det mindst intuitive kamera, jeg nogensinde har brugt (hvilket er svært, når man tænker på, at dets knapper er så enkle). Selv mit 5D Mark III, som er fyldt med flere funktioner, end jeg nogensinde får brug for i livet, er mere intuitivt.

Jeg er sikker på, at størstedelen af mine problemer skyldtes brugerfejl – jeg var dog forsigtig, hver gang jeg brugte kameraet, jeg læste manualen i sin helhed, jeg googlede YouTube-videoer for at sikre mig, at jeg gjorde det korrekt, og jeg skrev på fora, når jeg løb ind i problemer. Ud fra hvad jeg har læst i kommentarerne fra andre Leica-brugere, er chancen for brugerfejl meget stor.

Fokusering

Den anden ting man skal vide om Leica er, at det har møllerfokusering. Jeg har et Polaroid 180-kamera, som jeg postede om her, der har møllerfokusering. Du kan henvise til det indlæg for at få mere info om målerfokusering.

Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke kan lide målerfokusering, og jeg vil heller ikke købe noget kamera med det i fremtiden.

Mens jeg ved, at nogle fotografer er ret hurtige til det og elsker det, er jeg så meget langsom til det, på trods af at jeg gør mit bedste for at øve mig. Jeg kan på ingen måde bruge dette kamera til et bryllup eller noget andet, der bevæger sig hurtigt. Jeg fotograferede mest landskaber (altså livløse genstande), og selv med det måtte jeg bruge meget tid på at sikre mig, at billedet var i fokus. Jeg endte stadig med en del billeder uden fokus.

Det, du ser i søgeren, er heller ikke præcis, hvad du får – så nogle gange er det umuligt at lave en præcis indramning. Jeg foretrækker langt mere søgeren, der viser mig præcis, hvordan min beskæring bliver, når jeg klikker på lukkeren.

Måling

En ting, som jeg kunne lide ved dette kamera, var måleren i kameraet. Jeg lod indstillingerne stå på blændeprioritet for måling, og hvert billede blev eksponeret korrekt (det fortalte mit laboratorium mig i hvert fald, da de scannede min film). Jeg er vant til at slæbe rundt på en håndholdt lysmåler, når jeg fotograferer på film, og det var en kærkommen forandring at lade den blive hjemme! Jeg bemærkede dog, at skyggerne blokerede mere, end jeg foretrækker i mange af mine billeder.

Leica 35mm f/2.0 Summicron M Aspherical Lens

Mens jeg kunne lide brændvidden på Leica 35mm f/2.0-objektivet og størrelsen/vægten af det, var jeg generelt ikke en stor fan. Som jeg beskriver nedenfor, var jeg undervældet af de billeder, som det producerede.

Objektivet leveres med en linsestørrelsesblænde/blændskærm, der fastgøres på forsiden af objektivet. Den sprang utilsigtet af flere gange, end jeg kunne tælle. Hver gang jeg tog objektivdækslet af, knækkede linseskærmen også af. Den del af objektivet føltes dårligt designet for mig.

Det er også værd at bemærke, at du skal sørge for, at objektivdækslet er af, når du fotograferer, fordi kameraet er en afstandsmåler. Det betyder, at selv om objektivdækslet er på, når du kigger gennem søgeren, ser det ud som om objektivdækslet er slukket. Du kan ved et uheld skyde en helt sort rulle ved at lade dækslet være slukket (dette var dog IKKE årsagen til min tomme rulle!).

Sample Images

Selv om jeg fik nogle “gode” billeder tilbage, var jeg generelt set ikke vild med dem. Når jeg tager film på mit Contax 645 (mit filmkamera til film – det er et mellemformatkamera med et større negativ, så jeg ved godt, at jeg ikke sammenligner æbler med æbler her), er jeg forelsket i mine billeder. Jeg ved godt, at Leica og Contax er meget forskellige kameraer, men jeg kunne ikke lide de billeder, der kom tilbage fra Leica’en. Nogle af dem var OK, men for en kamera- og objektivkombination til $8000 havde jeg forventet mere.

Overordnet set ser de bare OK ud for mig.

Alle billeder nedenfor er taget med Leica’en og filmskanningerne direkte fra mit laboratorium, medmindre andet er angivet. Der er ikke blevet foretaget nogen redigering i Photoshop eller Lightroom af disse billeder.

Overst: Fotoet til venstre er taget med Leica’en, billedet til højre er taget med min Contax 645. De er scannet af den samme person og optaget på de samme filmoptagelser (Fuji 400H). Jeg kan ikke lide tonerne på Leica’en, og skyggerne er mørkere, end jeg foretrækker. Jeg kan bedre lide billedet til højre.

Overst: Denne sammenligning er den mest ens. Billedet til venstre er taget med Leica’en, billedet til højre er taget med min Contax 645. Igen foretrækker jeg Contax 645. Det er klart, at det er meget forskellige kameraer, men det er interessant at sammenligne.

Ovenfor: Jeg er ikke særlig tilfreds med nogen af de tre ovenstående billeder, der alle er taget med Leica M7. Billedet til venstre har nogle mærkelige linjer, der sker på himlen. Billedet i midten har mørke skygger og mærkelige toner. Og billedet til højre har intense kromatiske aberrationer.

Konklusion

Jeg vil ikke anbefale dette kamera. Det gav mig tonsvis af problemer, og efter at have ilagt 4 ruller film (min plan var at skyde 5 ruller), var jeg færdig. En af dem var tom, 1 satte sig fast, en måtte jeg genindlæse, fordi den ikke avancerede korrekt, og kun én rulle fungerede som forventet.

Det er et meget dyrt kamera, og efter min mening var de billeder, jeg kunne producere fra Leica, ikke af tilstrækkelig høj kvalitet til at retfærdiggøre prisen.

Mens jeg havde hørt masser af hype om, hvor fantastiske Leica-filmrangefindere er, har jeg ved nærmere eftersyn fundet en hel del mennesker i online-filmfællesskabet, der er lige så frustrerede. Mange har erklæret, at de har købers dårlig samvittighed. Jeg ved, at der er nogle gode tilbud derude på brugte Leica’er, så jeg anbefaler at prøve en ældre, brugt model, før man bruger de store penge på en ny.

Leica M7 og 35mm f/2-objektivet er simpelthen ikke det rigtige kamera-setup for mig!

Fokushastighed og Nøjagtighed

Håndtering

Værdi

Billedkvalitet

Størrelse og vægt

Måling og eksponering

Emballage og manual

Brugervenlighed