1772-1795
Under påskuddet var, at det var nødvendigt at genoprette orden i det anarkistiske Polsk-Litauiske Samfund. Den virkelige grund var grådigheden hos tre imperialistiske, absolutte stater, hvis politiske systemer var i fuldstændig modstrid med de polske traditioner for demokrati, borgerlige frihedsrettigheder og selvstyre.
Rødderne til det polsk-litauiske rigsfællesskabs sammenbrud går tilbage til Wasa-æraen i det 17. århundrede, hvor Polen blev overrendt under den svenske syndflod (1655-1660). Polakkerne var længe om at komme sig efter ødelæggelsen af tusindvis af kirker, skoler og borgerlige bygninger. “Liberum veto”, der første gang blev brugt i 1669, blev et middel til at hindre enhver lovgivning, der blev vedtaget af Sejm for at reformere eller ændre Commonwealth. I 1730 underskrev imperierne Preussen, Rusland og Østrig en hemmelig ptotokol, kendt som Lowenwolde-traktaten, som søgte at opretholde status quo ved at sikre, at Commonwealths love ikke blev ændret. Og nogle få strategisk placerede bestikkelser fik indsatsen for at reformere eller ændre Commonwealth til at gå i stå.
Det polsk-litauiske Commonwealth var klart på vej til at blive en simpel vasalstat under det zaristiske Rusland. Kong Stanislaw Poniatowski var en elsker af zarina Katharina den Store, og den russiske ambassadør, Nicholas Repnin, dikterede betingelserne for en ny forfatning til Sejmen i 1767. Mange af kritikerne eller modstanderne af denne nye forfatning blev forvist til Kaluga i Rusland efter ordre fra Nicholas Repnin.
Det patriotiske Bar-konføderation blev dannet for at fordrive russiske påvirkninger og kræfter fra riget. Men borgerkrigen i 1768-1772, som var resultatet af Bar-konføderationens bestræbelser på at opretholde Commonwealths integritet og uafhængighed, gav i stedet de tre imperialistiske magter en undskyldning for at beslaglægge territorier fra Commonwealth – og genoprette orden i et land, hvor der herskede anarki. Og polakkerne skulle snart blive en nation uden land.
Kejser Frederik den Store af Preussen havde længe haft ambitioner på polsk land langs Østersøkysten og forbindelsen over land mellem Østpurussien og Markgrevskabet Brandenburg. Efter at Katarina den Stores hære havde opnået en række succeser mod de osmanniske tyrkere langs Donau, blev Østrigs kejserinde Maria Theresia meget bekymret og overvejede en militær aktion. Frederik fandt på en plan, som ville tilfredsstille hans territoriale ambitioner, omdirigere Katharinas territoriale mål og afbøde Maria Theresias bekymring. Det blev gennemført helt på bekostning af det udmattede polsk-litauiske sameksistensfællesskab. Delingstraktaten blev ratificeret af de tre underskrivere i september 1772, og den første deling af Polen blev en realitet.
De fleste polakker fornemmede, at deres skæbne var i hænderne på deres tre imperialistiske naboer, medmindre der straks blev taget skridt til at reformere deres regering. Men desværre fortsatte forholdene i Polen med at blive forværret. Endelig vedtog den polske Sejm i et øjeblik af største tapperhed og genialitet forfatningen af 3. maj i 1791. Denne forfatning, som var den første af sin art i Europa, gav borgerne stemmeret, etablerede en adskillelse af magten mellem de tre regeringsgrene og fjernede de misbrug, som “Repnin Sejm” havde begået. Da naboerne mærkede denne borgerlige fornyelse, invaderede en russisk hær Polen i 1792, efterfulgt af de preussiske hære. I 1793 nåede man frem til en anden deling af Polen, denne gang uden deltagelse af kejserinde Maria Theresia.
Og selv om Thadeusz Kosciuszko i 1794 udmærkede sig ved at gøre modstand mod den anden deling af Polen og den tvungne ophævelse af forfatningen af 3. maj, ville han og hans mænd ikke længe kunne modstå de zaristiske hærers stormløb. Rusland, Preussen og Østrig fandt ud af, at den ultimative løsning på deres “polske problem” var simpelthen at slette det polsk-litauiske sameksistens fra Europas kort. Deres repræsentanter underskrev den 24. oktober 1795 en traktat, som delte Commonwealth’s territorier mellem dem. Den tredje deling af Polen var afsluttet.
Polen blev en nation uden et land.